Fødsel og død i buddhismen

Tim Pallis

Kære Magrete Auken

I "Eksistens" er vi via Ulla Graumanns artikel Troens Jesus og erkendelsens Buddha blevet ufrivilligt involveret i en slags dialog med hinanden. Selvom jeg måske ikke er nogen ædel buddhist, men nok en seriøs buddhist, har jeg alligevel lyst til at svare på et par spørgsmål du stiller i interviewet.

Jeg har altid sat stor pris på din forfriskende åbenhed og fordomsfrihed vedrørende mange politiske og menneskelige spørgsmål. Derfor tør jeg

godt give dig en buddhistisk synsvinkel på nogle eksistentielle spørgsmål, som altså interesserer os begge. Du må ikke opfatte dem som argumenter

for en buddhistisk sag. Jeg er helt enig med dig i, at når det drejer sig om religion og livets mening, er der næppe nogen, som for alvor flyttes af argumenter.

Det man i buddhismen kalder erkendelse eller oplysning er ikke en intellektuel erkendelse, som man kommer til ved at tænke sig til det. En sådan intellektuel erkendelse har, som du rigtigt siger, sine grænser. Det at erkende sin egen og alle tings buddhanatur er en helt anden slags erkendelse, som tanken ikke kan gribe og sproget ikke formulere.

Det er heller ikke en mystisk oplevelse, fordi en sådan oplevelse pr. definition har en begyndelse og en afslutning, mens den erkendelse, der her er tale om, har evigheden med sig. I buddhismen vil dette sige, at den er sand før du blev født, mens du lever fra fødsel til død og efter denne krop er død.

Jeg vil godt vove den påstand, at det er det samme, som man taler om i den kristne teologi, når det siges, at den både er hinsides og dennesidig på samme tid. Det er vores fælles sande natur og nuværets situationstotalitet. Her vil jeg gerne spørge dig, om det, kristendommen kalder det evige liv eller gudsriget, ikke også er dennesidigt? Det er det nemlig i buddhismen.

Du siger, at det, at alt er ét i den buddhistiske tanke, strider imod det for kristendommen afgørende, at du har en anden, én udenfor dig selv at henvende dig til. Det er rigtigt, at alt er én set fra den buddhistiske opfattelse af tilværelsen.

Men for vort intellekt er det ulogisk, at denne ene samtidig er en flerhed, hvor de enkelte eksistenser, hver især betinger helheden. Det, at alt er én, betyder altså ikke, at alt flyder sammen, for enhver eksistens er nødvendig for helheden og omvendt.

I de fleste buddhistiske skoler eller traditioner har man også én uden for sig selv at henvende sig til f.eks. Amida Buddha i den japanske Shin buddhisme, hvor man henvender sig til en anden kraft eller magt, som har lovet at frelse alle. Dette kaldes tariki på japansk, og betyder en ydre kraft eller hjælp.

I zen buddhismen er der derimod kun ens egen kraft at søge tilflugt til, og den kaldes jiriki. Men så siges det også, at der hvor jiriki ophører,

begynder tariki. Det betyder, at når ens egne anstrengelser f.eks. ens søgen kommer til kort, kommer nåden fra den anden.

Når denne miskundhed kommer til en, viser det sig, at den ikke er noget udenfor én selv, men netop éns egentlige natur, som er buddhanaturen. Det viser sig også, at det er irrelevant at adskille mellem indre og ydre, sig selv og omverden. Dette er vanskeligt at forstå for intellektet, som er vandt til sprogets dualistiske adskillelser. Men i virkeligheden er det såre dagligdags og ukompliceret.

En hund, der gør i nærheden, fanges af opmærksomheden, der som et spejl afspejler lyden. Enhver direkte sansning opfattes umiddelbart, før tanken bestemmer hvad det er. I det altomfattende bevidsthedsrum, som vi hver især er, er der intet udenfor.

Magrete, du er ikke udenfor min bevidsthed, men i den, alligevel er du en enestående eksistens og dig selv, og det samme er jeg. Det er på denne måde man forstår tingene i buddhismen. Det er ikke specielt anderledes end, hvad ethvert menneske i enhver kultur dagligt erfarer.

Meditation fører ikke til denne erkendelse, som altså ikke er en mystisk oplevelse, fordi vi hele tiden har været denne naturlige tilstand, som sanser og erfarer direkte. Men meditation er en træning i at være åben som et spejl, at registrere alt og at være denne rene bevidsthed, hvor vi kan sanse verden, således som den virkelig er.

Du siger: Når jeg prøver at meditere, kommer jeg til at tænke på alt muligt andet. Ja det er sandt, det oplever alle, som begynder at meditere. Derfor er meditation en træning i at være opmærksom på opmærksomheden, som Aldous Huxley sagde.

Den bedste måde er, at være opmærksom på sit åndedræt til det bliver langt, dybt og roligt. Når man så opdager, at stilheden er ens natur, opdager man også en særlig livsalighed, som er finere end den mere følelsesbetonede livsglæde og tankernes skydække. Der er en klar himmel bagved.

Buddhismen anerkender bestemt frygten for døden, og jeg ønsker slet ikke at snakke dig ud af den. Det er en alt for generel betragtning, at buddhister mener, at det gælder om at acceptere døden. Jeg vil mene, at du har ret i, at livsglæden og dødsangsten hænger sammen. Fødsel og død hænger derfor også sammen, ingen fødsel uden død og omvendt.

Alligevel er det helt grundlæggende i buddhismen, at der ingen død findes. Når man spørger om, hvordan dette dog skal forstås, får man det paradoksale svar, at man aldrig er blevet født. Det bliver man ikke klogere af, og det kan ikke forstås uden den erkendelse, som jeg før omtalte. Men der er også en nemmere forklaring på de tilsyneladende mærkelige udsagn. Man har ikke oplevet sin egen fødsel, og man kommer heller ikke til at opleve sin egen død.

Her vil det være på sin plads at citere et Jesus ord: Før Abraham blev født, jeg er! eller zen mesterens: Hvem er du, før du blev født? Man kunne ligeså godt have spurgt: Hvem er du, når du er død? I buddhismen er man derfor også elsket både før, under og efter fødsel og død, og der er ingen adskillelse i buddhanaturen både før, under og efter dette liv.

Den vigtige Hjerte-sutra siger blandt andet: Ingen forfald og død og ingen ophør af forfald og død. Dette mærkelige udsagn siger noget om buddhismens vigtigste formål, nemlig at være en medicin mod den lidelse, som forfald og død er. Ved at erkende den man egentlig er, før man blev født, eller efter at man er død, finder man en livsalighed, som er dybere end livsglæden og dødsangsten.

Jeg bilder mig ind, at denne livsalighed ikke er forskellig fra kristendommens "evige liv". I Shin buddhismen kaldes den "det evige lys" og i zen "det evige nu". Det er årvågenhedens bevidsthedsrum eller det evige nuvær, hvor der ikke længere er nogen tanke om forfald og død, skønt der ikke er noget ophør af forfald og død. Ludwig Wittgenstein sagde disse vise ord:

Død er ikke en begivenhed i livet,

Man erfarer ikke død.

Vort liv er endeløst på samme måde

Som vort synsfelt er grænseløst.

For livet i nuet er der ingen død.